Er jeg den rette webdesigner for dig…
…det er jeg måske.
Jeg tænker “ja”, hvis du har lyst til et samarbejde, hvor vi:
- lytter til hinanden
- ser din hjemmeside som et fælles projekt, hvor jeg hjælper dig med det tekniske og grafiske, og hvor du sætter ord på, hvad du gerne vil have, hvorefter vi skaber en løsning i fællesskab
- snakker sammen i en uhøjtidelig tone og har det sjovt, mens du får en bedre hjemmeside
Hos mig er der ingen dumme spørgsmål. For jeg vil have, at du bliver ved med at spørge, hvis der er noget, du ikke forstår. Lidt for tit snakker jeg med nogen, der er kede af, at deres hjemmeside ikke blev, som de havde troet, og som ikke har turdet stille flere spørgsmål til deres webdesigner af frygt for at være til besvær. Jeg ved godt, at det, der er hverdagssnak for mig, ikke er det for de fleste af mine kunder, og at det sikkert aldrig bliver almindelig hyggesnak for dig at tale om din hjemmeside. Derfor er jeg altid meget bevidst om ikke at bruge fagord unødigt og i stedet bruge mine kunders ord. For du skal da ikke bruge energi på at “oversætte”, hvad jeg siger. Du skal bruge din energi på at få den fede hjemmeside.
Selv nyder jeg at sætte mig ind i nye funktioner og teknik. Netop så du kan slippe for at gøre det. Og jeg roses tit for min omhyggelighed. Siden jeg blev uddannet grafiker i 1992, har jeg udviklet mig, i takt med at min branche er gået mere og mere online. I dag er onlinemarkedsføring og særligt hjemmesider omdrejningspunktet for mit arbejde.
Siden 2008 har jeg været fyrtårn og hjulpet mine kunder med at holde kursen og komme sikkert i havn.
Privat bor jeg i Præstø sammen med Kristian, der er fotograf, så vi får en masse gode snakke om alt, hvad vores visuelle øjne ser.
Vi har 2 voksne døtre, som vi heldigvis ser tit, og en lille hund der hedder Marley. Det allerbedste jeg ved er, når vi alle er samlet i vores soldatertorp i Småland, hvor vi nyder naturen, leger hygge-spejdere, ser på stjerner fra spa’en og forkæler hinanden med en masse lækker vegetarmad.
Jeg er et udadvendt udemenneske, og finder ro og balance indeni ved at være alene i naturen. Det er ren meditation.
Jeg er uddannet Reiki Healer, Clairvoyant, samt Aura-Soma terapeut. Find mig her
Vores hus i Sverige
Marley
Kristian & Tine